I løbet af de seneste år er der kommet en type bærbare computere på markedet. De er små og lette og har fået navnet netbooks, da de er lavet til brugere, der primært har brug for at surfe på nettet og tjekke mail.
Læs også: “TEST: De bedste netbooks”
Da en netbook er lille og let har den ikke så mange kræfter, som de større bærbare modeller. Det betyder den er langsommere til at køre store programmer som billedbehandling, og at den ikke har et optisk drev til for eksempel dvd og cd.
Vil du købe en netbook, så kommer Forbrugerstyrelsen her med nogle gode råd:
Spørg i butikken om du må flytte maskinen over til vinduet, så du kan vurdere, hvordan billedet på skærmen ændre sig i forskellige typer belysning.
Lyt efter om blæseren støjer mere, end du (eller dine kommende sidemænd) kan leve med.
Skriv en mail, surf lidt rundt på nettet og åben forskellige programmer, så du prøver tastatur, pegefelt og museknap af, og på den måde tester, om de ligger godt i fingrene. Løft maskinen, så du kan mærke, hvor tung den er.
Mærk forskel på, hvor stabilt den ligger i skødet og på et bord.
Vær opmærksom på, om de programmer, der følger med, er prøveprogrammer, som du skal betale for, når prøvetiden er ovre.
Vær opmærksom på, at den batteritid, der bliver opgivet kan afvige fra den reelle batteritid, alt efter hvordan du bruger netbooken.
Hvis du køber netbooken som gave, er det en god ide at spørge, om modtageren kan bytte den. Butikker er ikke forpligtet til at bytte en vare eller tage den retur. Mange butikker tilbyder dog denne service. Spørg derfor i butikken om du kan bytte varen.
Kilde: forbrug.dk